About

Through a variety of media Alda Mohr Eyðunardóttir (b. 1997, Faroe Islands) explores themes of language, silence, and cultural heritage, weaving them together with recognisable materials such as wool, bronze, and film, relocating these objects in new contexts. She engages with the fluidity of meaning and history, recognizing how they continuously shape the present. As she always creates in Faroese, a minority language in most contexts, she works actively with the layered ways in which her work is interpreted, often through subtitles and translation. Drawing from feminist theory, craft traditions, and language, Eyðunardóttir examines how to create broader meanings through a personal lens.

Eyðunardóttir holds a BFA from the Royal Danish Academy of Fine Arts

Dráttir, 2025
Screenprint on plexi glass, primer, digital footage, 16mm- and double super 8 footage
(10:00 min.)

“To not believe the idea of emptiness” – this excerpt from Alda Mohr Eyðunardóttir’s film, Dráttir, relates to the idea of emptiness rooted in the historical portrayal of the Faroe Islands, Eyðunardóttir’s homeland and a site of political contestation. As an island nation, the Faroe Islands have often been rendered invisible, both geographically and politically, under the Danish kingdom. To counter the popular representation of the Faroe Islands as ‘empty’, she offers a new portrayal that resists imposed silences, whether in political structures, historical narratives or personal experiences of shame.

The work unfolds through a series of conversations between Eyðunardóttir, the filmmaker Maria Guldbrandsø Tórgarð and researcher Turið Nolsøe, jumping between the complex discourse around abortion and the history of self-perception of Faroese people. Their words surface through subtitles and sound, revealing the weight of tradition, cultural expectations and knowledge that exists beyond the written record.

The medium of analogue film produces an image that is fragile and imperfect, reconstituting the ephemeral moments that are lost in popular documentation of the Faroes. This fragility and duality are picked up in the installation, where the film is projected onto a transparent backdrop with a centre that makes the picture as well as the subtitles visible.

The dialogue in the film is in Faroese, so audiences can only access the subtitles by circumambulating the work, at which time they are deprived of the image. Here, the search for meaning becomes a physical act mirroring the themes of the work. By collectivising a narrative that is often shrouded in secrecy, Eyðunardóttir’s work becomes both a meditation on shame and a space for visibility, where the unsaid is finally given voice.

Soundscape: Anna Katrin Ø. Egilstrøð

/

Alda Mohr Eyðunardóttir (f. 1997) udforsker temaer som sprog, tavshed og kulturarv gennem en række forskellige medier, og giver dem form i materialer såsom uld, bronze og film der sætter disse genstande i nye sammenhænge. Hun undersøger, hvordan både betydninger og historieskrivning kan være foranderlige, og ser på, hvordan de til stadighed former vores egen samtid. Da Eyðunardóttir altid arbejder på færøsk – et sprog, der i de fleste sammenhænge er et minoritetssprog – arbejder hun aktivt med hvordan hendes værker bliver læst ofte gennem undertekster og oversættelser. Med udgangspunkt i feministisk teori, håndværkstraditioner og sprog undersøger Eyðunardóttir, hvordan man kan skabe bredere betydninger gennem en personlig tilgang.

Eyðunardóttir har en BFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi

Dráttir, 2025
”To not believe the idea of emptiness” – denne sætning fra Alda Mohr Eyðunardóttirs film Dráttir kredser om den forestilling om tomhed, som synes rodfæstet i den historiske fremstilling af Færøerne; Eyðunardóttirs hjemland og det sted værket tager udgangspunkt i. Som en ønation er Færøerne ofte blevet usynliggjort geografisk og politisk under Kongeriget Danmark. For at udfordre den gængse repræsentation af Færøerne som ‘tomme’ leverer hun en ny skildring, der gør op med påført tavshed – hvad enten det gælder politiske strukturer, historiske narrativer eller personlige oplevelser af skam.

Værket udfolder sig gennem en række samtaler mellem Eyðunardóttir, filmskaberen Maria Guldbrandsø Tórgarð og forskeren Turið Nolsøe. Samtalerne springer mellem den komplekse diskurs omkring abort samt færingers selvforståelse gennem historien. Deres ord, som overleveres gennem lyd og undertekster, vidner om tyngden af traditioner, kulturelle forventninger og den viden, der eksisterer uden for skriftlige kilder.

Det analoge filmmedie skaber et skrøbeligt og uperfekt billede, der regenererer de flygtige øjeblikke, som ofte går tabt i den fremherskende dokumentation af Færøerne. Denne skrøbelighed og dobbelthed viderebygges i installationen, hvor filmen projiceres på en transparent baggrund med en mat cirkel, der synliggør billedet og underteksterne.

Filmens dialog foregår på færøsk, og publikum kan kun læse underteksterne ved at bevæge sig rundt om værket og går dermed glip af billedsporet. Søgen efter mening bliver her en fysisk handling, der spejler værkets tematikker. Ved at kollektivisere en fortælling, der ofte er omgærdet af tavshed, bliver Eyðunardóttirs værk både en refleksion over skam og et rum for synlighed, hvor det usagte endelig får en stemme.