About

In neutral equilibrium

1.
I en af Charlottenborgs udstillingssale er monteret en stålkonstruktion. Højt oppe under loftet strækker den sig fra væg til væg og spænder rummet ud. En stabil base for det, der er på vej til at ske. På konstruktionen er der monteret et armatur i bronze. Fra armaturet spidder to tilspidsede bronzestænger sig igennem konstruktionen og skyder op mod loftet, hvor de strejfer glasset i ovenlysvinduerne. Bronzearmaturet er beklædt med en dragt i det let gennemsigtige, elastiske stof shaper mesh. Ideen om en krop opstår mellem armaturet og dragten. De mødes i en indbyrdes diskrepans mellem shaper meshens ønske om at formgive og bronzearmaturets statiske formation. I antikkens fremstilling af skulpturer anvendtes stof til at fremhæve detaljer ved kroppen, hvor stoffet næsten usynligt kunne lægge sig over en kropsdel som et ekstra lag hud

2.
En kvinde træder ind i rummet. Hun har en sele på, som fastgøres til hejsespillet, der ligeledes er monteret på stålkonstruktionen. Herfra hænger der en syet pose i plast med en lermasse i. Monteret til hejsespillet hæver hun sig langsomt fra gulvet og hejses op under loftet. Det indpakkede ler monteres et stykke oppe til en line og hænger frit svævende i rummet. Med præcise bevægelser frembringer hun to bronzestænger fra posen, der hænger fra hendes sele. De monteres til den nederste del af amaturet, så bronzestængerne kommer til at hænge som to ben pegende ned mod udstillingssalens trægulv. Omhyggeligt bliver dragtens ben trukket ned over armaturet og lukkes omkring det. Man ser nu, at den indpakkede ler fungerer som kontravægt til bronzens tyngde. I et perfekt balancepunkt svæver ler og bronzekonstruktionen med kvinden mellem sig.

3.
Kvinden begynder langsomt at hejse sig ned igen og kort efter udløses en mekanisme, der bryder forbindelsen mellem bronzestængerne og deres kontravægt. Bronzestængerne falder hurtigt nedad og stopper idet de spidder gulvet. Kvinden er ét med de maskinelle mekanismer og armaturerne. De er alle redskaber, der har til formål at udføre den handling, der medfører bronzestængernes fald mod gulvet. Dragten spændes ud og strækker sig nu i en bevægelse fra gulv til loft som en forlænget, udspændt krop. Går man tæt på kan man fornemme den lette vibrering i konstruktionen, der konstant er i bevægelse balancerende på bronzestængers tynde spidser. Kun med et egentligt fæstne i bronzestængernes gennemspidning af stålkonstruktionen er figuren på en gang stabil og ude af balance. På én gang krop og arkitektur.

Kontravægten ligger hvor den faldt, ved siden af den udstrakte krop, der strækker sig som en søjle op gennem rummet. Den er stadig forbundet til den overbrændte snor, der forbandt den til armaturet. Leret kondenserer mod plasten og afgiver fugtige plamager på plastens overflade, mens den langsomt tørrer ud.

Nanna Stjernholm Jepsen, maj 2016

TAK TIL
Jan Hansen & Pia Overvad Hansen, Nanna Stjernholm Jepsen, Lea Guldditte Hestelund, Heine Kjærgaard Klausen, Franco Turchi,
Martin Erik Andersen, Bjarke Jepsen, William Andreas Wivel, Søren Rye, Pia Eikaas, Mette Woller