www.mikkelorsted.com

Monade (UK)

Each painting in this series has the same title—Monade, which resonates with Deleuze’s and Leibniz’s idea of the Monad. These works are built around systems that harbor other systems, simultaneously collapsing and resolving into order. The artist applies various media containing pigments to the canvas with a wide range of tools: brushes, rulers, pastels, airbrushes, and so on. Careful attention is paid to each gesture; the aim is to merge the gesture with the canvas. The final paintings appear grid-like: they are transparent in the sense that the accumulation of pigment is perfectly clear. Their structure and their process are laid bare.

Compelled by our inventive but limited ways of mapping the overwhelming complexity of the world, the artist sees abstraction as a necessary part of understanding. Humans use their feelings and senses to perceive and know the world around them, and the tension between science and spirituality is cultural, not definitive. Ørsted says: I work on how painting on different levels can be experienced as a lightly material weaving of complex metaphysical and spiritual issues. Here, a duality arises between painting as material and the mind as sensing and interpretative. The canvas is the web that is clamped up ready to collect and crystallize the fragments of life and make itself available for the interpretation of the mind. Here, repetitions to systems become a mantra. That puts time out of play and opens up new interpretive possibilities. He aims to make the viewer attentive to the physicality of the painting, as well as to their own psychological resonance.

Monade (DK)

Deleuzes og Leibniz’ idéer om netværker, partikler og folder danner baggrund for denne serie af værker, der alle bærer titlen – Monade.
Værkerne er bygget op omkring systemer, som huser andre systemer, der i en evig samtidighed kollapser og danner orden. Kunstneren anvender pigment, der påføres på lærredet med pensler, linealer, pasteller, airbrush med mere. Tilblivelsen af hver enkel monade kræver en sirlig koncentration, da målet er en sammensmeltning mellem handling og lærred. Monaderne er derfor som fragmenterede systemer, der på én og samme tid fremstår transparente i deres blotlagte fuldkommenhed.

Ørsted mener, at der i menneskets logik er indlejret en begrænsning af verdens overvældende kompleksitet, hvorfor abstraktion må anses som et grundlæggende vilkår i denne perception, da det derigennem er muligt at udforske spændingsfeltet mellem det videnskabelige, det spirituelle, det emotionelle og det taktile. Han siger: ”Jeg arbejder med, hvordan maleriet på forskellige niveauer kan opleves som en let, materiel sammenvævning af komplekse metafysiske og åndelige spørgsmål. Her opstår der en dualitet mellem maleriet som materiale og bevidstheden som sansende og fortolkende. Lærredet er som et spindelvæv, der er spændt op og klar til at indsamle og udkrystallisere livets fragmenter og gøre sig selv tilgængeligt for konkrete og abstrakte fortolkninger af bevidstheden. Her bliver systemers gentagelser til et mantra. Det sætter tiden ud af spil og åbner op for nye fortolkningsmæssige muligheder.”
Målet for Ørsted er derfor at gøre opmærksom på maleriets fysik og dermed aktivere beskuerens egen psykiske resonans som følge deraf.

Stykke 2

Punkter

Hvordan ser vi på verden, hvis alle perceptioner er punkter? Handlinger sker i punkter, der danner forbindelser gennem tiden. Når vi betragter stregen er det funktionen A – B. Det samme sker med en fysisk bevægelse på lærredet. En fysisk bevægelse fra A – B, er en tidslighed fra A – B, en tidslig handling i et defineret billedplansrum. Penslen danner en linje, når den trækkes over lærredet fra A – B; det er en tidslighed i handlingen og en tidslighed i beskuelsen af linjen A – B.

Her ser jeg verdensrummet. Det rum, der dækker hele verden med sit fine krystalliske støv. Det støv, der indeholder alt viden på jorden samtidig med at det er tomheden selv. Matematikken bliver en struktur, hvorfra verden opfattes i linjer, A – B, som en matematisk formel, der er stiv og uorganisk. Omkring linjen betragtes den af krystallernes støv, der både er observatør og verden selv.