Lasse Bruun’s series of works for Afgang 2021 is a result of seemingly different practices that merge effortlessly in the artist’s studio. Taking an inquisitive and exploratory approach to various methods, techniques and traditions in the field of aesthetics, the artist creates experiments that pose fundamental questions about our visual culture today. For the past six years, Bruun has built up a huge digital image bank that forms the basis of his series. Without any kind of concept or particular curation in mind, except for some kind of visual attraction, the artist has selected a series of images from this archive for the eight works. These pictures have been printed on plastic and then processed by means of painterly techniques. Bruun has scraped off some of the pigment, giving rise to new subjects in an ongoing dialogue between the printed image, the transparent plastic and the artist himself. The contexts and visual appearances of these pictures have been modified in a chain of events so complex that it is difficult to take in. The many layers of mediation make the works hard to pin down in terms of meaning. Are they a visual conceptualisation of the archive as a phenomenon? With their many fragments loaded with meaning, are they so overly poignant that they end up as empty statements? Are they expressions of an image culture where the quantity of images we consume has become so overwhelming that it is impossible to focus on a single, individual image? Or is the most important question here – however basic and banal it may sound – simply this: what is an image today?
Lasse Bruuns serie af værker til Afgang 2021 er et resultat af umiddelbart forskellige praksisser, der i kunstnerens atelier forenes ubesværet. Gennem en nysgerrig og undersøgende tilgang til metode, teknikker og traditioner inden for det æstetiske felt, stiller kunstneren med disse formeksperimenter, grundlæggende spørgsmål til vores billedkultur i dag. De sidste seks år har Bruun opbygget et enormt digitalt billedarkiv, der udgør grundlaget for serien. Uden nogen form for koncept eller bestemt kuratering for øje, andet end en vis form for visuel tiltrækning, har kunstneren udvalgt en række billeder fra dette arkiv til de otte værker. Disse billeder er printet på plastik og derefter bearbejdet malerisk. Bruun har skrabet noget af pigmentet af, så et nyt motiv er opstået i dialog mellem det printede billede, den transparente plast og kunstneren selv. Billedernes forskellige status, kontekst og visuelle fremtræden er modificeret i en næsten uoverskuelig kæde af begivenheder. De mange lag af mediering i serien gør, at værkerne er svære at placere rent betydningsmæssigt. Er de en visuel konceptualisering af arkivet som fænomen? Er de så prægnante med brudstykker ladet med betydning, at de bliver tomme udsagn? Er de udtryk for en billedkultur, hvor hastigheden og mængden af billeder vi konsumerer, er blevet så overvældende, at det er blevet umuligt at stille skarpt på det enkelte billede? Eller er det væsentligste spørgsmål her, grundlæggende og måske banalt: Hvad er et billede i dag?
